Om os

Sekretariatet for miljøeffektiv teknologi er oprettet som led i implementeringen af Regeringens handlingsplaner for fremme af miljøeffektiv teknologi. Sekretariatet er placeret i Miljøstyrelsen og er knudepunkt for Miljø- og Fødevareministeriets indsats i forhold til miljøeffektiv teknologi indenfor vand, klima, cirkulær økonomi, renere luft, støj, kemikalier og industriens miljøindsats.

Sekretariatet varetager opgaver knyttet til rådgivning, information og videnopbygning. Vores indsats er koordineret med andre aktører, der beskæftiger sig med vejledning af virksomheder og iværksættere, herunder især de regionale væksthuse.

Vi kan bidrage med viden om miljøproblemer, nuværende og kommende lovgivning i Danmark, EU og internationalt, markeder for miljøeffektiv teknologi og teknologiudviklingspotentialer, bl.a. nye behov som følge af ny lovgivning.

Vi kan styrke rådgivningen af danske virksomheder, iværksættere, forskere m.fl., så de får et bedre grundlag for at målrette deres udvikling og markedsføring af nye miljøeffektive teknologier til fremtidens behov. Derudover arbejder vi løbende med at etablere partnerskaber indenfor områder, hvor Miljø- og Fødevareministeriet og danske aktører står over for særlige udfordringer i de kommende år.

Målet er at styrke udvikling, markedsføring og eksport af teknologier på områder med stort miljømæssigt og erhvervsmæssigt potentiale.

Vi vejleder også om mulighederne i DK, EU og Norden for økonomisk støtte og finansiering til forskning, udvikling, test, demonstration og produktion af nye miljøteknologier og vil i den forbindelse arbejde for, at danske virksomheder får større andel af EU's forsknings- og udviklingsmidler til miljøeffektiv teknologi.

Desuden udbyder vi selv midler til test- og demonstrationsprojekter indenfor udvalgte områder. I visse tilfælde tilbyder vi også hjælp til konkret projektudvikling.