Partnerskab for substitution af skadelig kemi

- Kemi i kredsløb

Baggrund

Behovet for at udskifte skadelige kemiske stoffer med mere miljøvenlige er åbenbar. Men samtidigt er udskiftning af skadelige kemiske stoffer med mere miljøvenlige af slagsen er en kompliceret affære, der kræver bredt samarbejde mellem forskere og virksomheder. Ikke blot handler det om at finde nye stoffer, der er miljøvenlige - stofferne skal også kunne det samme og ikke koste væsentligt mere.

Som et vigtigt led i regeringens kemikalieindsats finansierer Miljøstyrelsen med 13 mio. kr. over fire år et stort tværgående partnerskab, der skal hjælpe danske virksomheder at udfase skadelige stoffer i alt fra møbeltekstiler til medicinsk udstyr.

Intentionen med partnerskabet er at skabe innovative samarbejder, der skal gøre forskningsverdenens og vidensinstitutionernes tekniske og miljøfaglige indsigt operationel for herved at kunne opfylde virksomhedernes helt konkrete behov for at komme af skadelige stoffer i deres produkter til livs. 

Formidling af konkret og brugbar viden til virksomhederne om substitution af kemiske stoffer er et essentielt element i det nye partnerskab. Udvikling af morgendagens danske produkter sker i dag i det globale rum og er afhængigt af en lang leverandørkæde. Derfor er internationalt fokus et  fundamentalt fokuspunkt for partnerskabet.

Deltagere og bestyrelse

Partnerskabet består af tekniske eksperter fra Teknologisk Institut og det svenske SP-Group, miljøeksperter fra DHI og det engelske firma RPA varetager økonomivurderingerne. Koblingen til forskerne går gennem henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet, der deltager direkte i partnerskabet.

Til styring af partnerskabets aktiviteter er der nedsat et Advisory Board med deltagelse af Dansk Industri, Dansk Erhverv, LO, Det Økologiske Råd og Miljøstyrelsen. Formand for Advisory Board er vicedirektør i LEGO Peter Trillingsgaard.

Status

Partnerskabet blev åbnet af miljøministeren den 9. december 2014. Partnerskabets første aktiviteter har i 1. halvår 2015 været at yderligere afdække behovet for substitution blandt danske virksomheder og opbygning af et såkaldt crowd-sourcing panel. I løbet af 2. halvår 2015 og i de kommende år vil dette danne grundlaget for et lang række udadrettede aktiviteter og konkrete udviklingsprojekter, der kan følges på partnerskabets hjemmeside www.kemiikredsloeb.com

 Kontaktperson i Miljøstyrelsen: Finn Pedersen,