Pulje til understøttelse af en klimaneutral vandsektor og udvikling af teknologier til videregående vandbehandling

Foto: MUDP-projekt om reduktion af emissioner fra spildevandsanlæg, VandCenter Syd i Odense.

I 2021 er der afsat en særskilt pulje på cirka 2,7 mio. kr. til at støtte forsøg med overvågning og styring af lattergas eller metan på renseanlæg med henblik på reduktion af drivhusgasemissionerne. Puljen kan også give støtte til at afprøve og undersøge teknologier til nye løsninger til videregående vandbehandling med henblik på at sikre rent drikkevand. Puljen er etableret med restmidler fra VTU-puljen.

Offentliggjort den 11. august 2021 og revideret den 3. september 2021

Teknologier, som kan understøtte en klimaneutral vandsektor

Det fremgår af den politiske aftale af 16. juni 2020 om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, at der skal indføres grænseværdier for renseanlæggenes lattergasemissioner; i første omgang fra renseanlæg, der renser spildevand svarende til mindst 30.000 personers udledning (PE). Samtidig arbejdes der med en ”Parismodel” for vandsektoren, hvor vand- og spildevandsforsyningsselskaber under vandsektorloven frivilligt har kunnet indberette deres forventede resultater for energi- og klimaregnskabet med henblik på at opfylde visionen om en energi- og klimaneutral vandsektor i 2030.  I den sammenhæng spiller reduktion af lattergas- og metanudledninger en vigtig rolle.

Projekter under denne overskrift har derfor til formål at give mere viden om samt erfaring med overvågning og styring af lattergas- og metan emissioner med henblik på at nedbringe dem og herunder at sikre høj validitet og pålidelighed af måledata. Der kan både være tale om analyser, fx af kilder til og omfang af metan lækager og reduktion eller fjernelse af disse samt udvikling af nye teknologier, fx til at sikre mere pålidelig måling og styring af lattergas på renseanlæggene, samt test og demonstration af løsningerne.

Teknologier til videregående vandbehandling af drikkevand

De senere års fund af pesticidrester har sat fokus på dagsordenen for forsyningssikkerhed hos de danske vandforsyninger. Fordi transporttiden af pesticider og nedbrydningsprodukter gennem jordlagene og grundvandet er lang, og afhænger af mange faktorer, er det fortsat usikkert, hvordan det vil udvikle sig over tid. De stigende antal fund af pesticider og pesticidnedbrydningsprodukter udfordrer den eksisterende drikkevandsforsyning, hvor behandlingen ikke er designet til at fjerne disse stoffer.

Der er overordnet set begrænset viden i den videnskabelige litteratur om fjernelse af pesticidnedbrydningsprodukter. Projekter under denne overskrift har til formål at give mere viden om muligheden for at behandle og fjerne de to pesticidnedbrydningsprodukter: N,N-dimethylsulfamid (DMS) og Desphenyl-chloridazon (DPC). Det kan bl.a. ske via adsorption til aktivt kul og/eller omvendt osmose (RO) membranfiltrering. Levetider af et aktivt kulfilter og design af membrananlæg (i kombination med vandtype og driftsforhold) kan påvirke det endelig resultat af, om et givet stof kan tilbageholdes tilstrækkeligt og økonomisk effektivt. Pilotforsøg kan fx teste og demonstrere, hvilke forskellige parameter, der påvirker fjernelsen i både aktiv kulfiltrering og i membranfiltrering. Et andet element kan også være design og opbygning af forskellige anlæg til fjernelse af de to stoffer, som passer til lokale vandtyper og driftsforhold. Det bemærkes, at projektansøgninger også kan omhandle andre pesticidstoffer end DMS og DPC.

Indsendelse af ansøgninger

Ansøgere skal indsende et udfyldt og underskrevet ansøgningsskema, de minimis-erklæring og budget. Find ansøgningsmaterialet til højre på denne side.

Ansøgninger kan indsendes løbende fra den 11. august 2021 og senest den 5. november 2021 kl. 12:00. Ansøgninger modtaget efter fristens udløb vil ikke komme i betragtning.

Ansøgninger skal sendes til:

E-mail: Obfuscated Email

Emnefeltet mærkes med: ”MUDP 2021 VTU-restmidler – (anfør projekttitel)”. Vedhæft underskrevet ansøgningsskema, de minimis-erklæring og et budget i PDF-format

Hvem kan ansøge?

Kriterierne for hvem der kan ansøge følger de almindelige kriterier for MUDP-ansøgninger, jf. hjemmesidens informationer. Det betyder, at følgende aktører har mulighed for at ansøge:

- private og offentlige virksomheder,
- private personer,
- selvejende institutioner, 
- offentlige og private forskningsinstitutioner,
- brancheorganisationer og lignende organisationer, 
- foreninger og
- grupper eller sammenslutninger af de aktører, der er nævnt ovenover.

Hvad kan du søge tilskud til?

Ansøgere kan søge om støtte til omkostninger i forbindelse med arbejdstid, konsulentbistand og udstyr i forbindelse med projektets aktiviteter, herunder indkøb, installation og vedligeholdelse af udstyr, databehandling og afrapportering af projektet, samt udgifter til rejseomkostninger og revision.

Læs mere om støtteberettigede udgifter her.

Tilskudssatser

Projektets indhold (projektkategori) og ansøgers størrelse bestemmer den maksimale tilskudsprocent, der kan ydes til et projekt. Der kan søges om støtte under tre forskellige projektkategorier:

  • TGU: Der kan ydes tilskud til gennemførlighedsundersøgelser på op til 50 % af undersøgelsesomkostningerne forud for enten industriel forskning eller eksperimentel udvikling. Små- og mellemstore virksomheder kan søge op til henholdsvis 70 % og 60 % tilskud.
  • UDV: Der kan gives tilskud på op til 50 % af projektomkostningerne til industriel forskning (teknologiudvikling). Små- og mellemstore virksomheder kan søge op til henholdsvis 70 % og 60 % tilskud.
  • TD: Der kan ydes tilskud til projekter på op til 25 % af projektomkostningerne til eksperimentel udvikling (test og demonstration af teknologi). Små- og mellemstore virksomheder kan søge op til henholdsvis 45 % og 35 % tilskud.

Se nærmere beskrivelse af tilskudssatser og projektkategorier her. Bemærk, at der i denne pulje ikke kan søges om støtte under projektkategorien DMF.

Ansøgers størrelse følger bestemmelserne i EU's regler om statsstøtte. Læs definition af små- og mellemstore virksomheder i Gruppefritagelsesforordningen, bilag I bagerst i forordningen. 

Støtten ydes som støtte til miljøbeskyttelse efter EU’s regler om statsstøtte efter de minimis-forordningen.

Sådan vurderer vi ansøgningen 

Kvalificerede ansøgninger bevilges tilskud efter først-til-mølle-princippet. 

Ansøgningen vil blive vurderet ud fra projektets nyhedsværdi og potentialer i forhold til miljø og klima samt drikkevandskvalitet (vægtes med 50%), vækst- og eksportpotentiale (vægtes med 25%) samt kvalitet og kompetencer i projektet (vægtes med 25%).

Der er som udgangspunkt afsat:

  • 1,5 mio. kr. til projekter vedr. styring, reduktion og overvågning af lattergas emissioner,
  • 0,5 mio. kr. til projekter vedr. styring, reduktion og overvågning af metan emissioner samt
  • 0,7 mio. kr. til projekter vedr. videregående vandbehandling af drikkevand.

Hvis der ved ansøgningsperiodens udløb ikke er tilstrækkeligt med ansøgninger inden for beløbsangivelsen i de tre temaer, tilfalder eventuelt overskydende midler et af de andre nævnte temaer. Overskydende midler vil blive prioriteret til projekter vedr. klimaneutral vandsektor, og herunder vil lattergasprojekter blive prioriteret før metanprojekter.

Krav til dataopsamling og -indberetning

Ansøgere skal stille resultaterne af aktiviteterne, herunder de indsamlede data, til rådighed for Miljøstyrelsen.

Der er krav om faglig afrapportering som generelt i MUDP-projekter, idet der skal udarbejdes faglig slutrapport til Miljøstyrelsen. Der stilles specifikke krav til dataopsamling og – indberetning fra lattergasprojekter, så de indsamlede og bearbejdede data i projektet så vidt muligt kan sammenholdes med data indsamlet og bearbejdet i den tidligere ”lattergaspulje” under MUDP, jf. vejledning til ansøgningsskema s. 8.

Læs mere om afrapportering af projekter under ”Rapporter og formidling”.

Baggrund

Midlerne til denne særskilte pulje kommer fra restmidler i VTU-Fonden, som blev etableret i 2011 som en del af Vandsektorloven. Fonden blev finansieret af DANVA, Danske Vandværker (dengang FVD) og af Staten. VTU-fonden blev nedlagt i 2015 og efterlod 2,761 mio. kr. i uforbrugte midler.

Puljen udmøntes af Miljøstyrelsen under Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP). Miljøministeriet har siden 2007 haft en miljøteknologisk indsats med en tilskudsordning med fokus på udvikling, test og demonstration af nye miljøteknologiske løsninger inden for bl.a. vand, klimatilpasning, renere luft, bedre udnyttelse af ressourcerne m.v.

Læs evt. mere om MUDP her.

De minimis

Tilskuddet gives efter EU Kommissionens de minimis-regler. I forbindelse med ansøgningen skal ansøger oplyse, hvor meget de minimis‐støtte virksomheden har modtaget i det indeværende og to foregående regnskabsår, og hvorfra støtten er kommet.

Reglen betyder, at virksomheden højst kan modtage 200.000 EUR, svarende til ca. 1.500.000 kr. i de minimis‐støtte over tre regnskabsår.

Hvis tilskuddet fra denne pulje gør, at virksomheden overskrider denne grænse, kan virksomheden ikke modtage tilskud.

Ansøgningsfrist

Løbende ansøgning indtil 5. november 2021 kl. 12.00. Forventet svar 1-2 måneder efter indsendelse af ansøgningen.

Ansøgningsmaterialer

Ansøgningsskema

Vejledning til skema

Budgetskema

Underskriftblad

Kontaktoplysninger

E-mail: Obfuscated Email

Tlf.: 72 54 40 00

Kontaktpersoner: 

Vedr. opslag og klimaneutral vandsektor: 

Mikael Tind, Vandforsyning, Obfuscated EmailObfuscated Email

Vedr. videregående vandbehandling af drikkevand:

Helene Kring Jørgensen, Vandforsyning, Obfuscated EmailObfuscated Email