MUDP får 121 millioner til miljøvenlig teknologi fra Forskningsreserven
Publiceret 30-10-2020Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at tildele MUDP 121 millioner kroner fra Forskningsreserven i 2021. Det bringer programmets samlede bevillingen til næste år op på 146 millioner, som skal bruges på udvikling af ny miljøteknologi.

Læs mere om aftalen her
Et stort flertal i Folketinget har den 30. oktober 2020 besluttet at øremærke 121 millioner kroner til MUDP, Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, i 2021. Dermed komme programmets samlede bevilling op på 146 mio. kr. til næste år. Det er den største bevilling til MUDP, siden programmet blev sat i søen i 2007.
Midlerne skal bruges til at støtte virksomheder, der investerer i nye og mere effektive teknologiske løsninger til de store miljø- og klimaudfordringer, samfundet står over for. MUDP-projekterne skal bidrage til et bedre miljø og flere grønne arbejdspladser i Danmark.
Stærke grønne prioriteringer
Beslutningen om at afsætte 121 millioner kroner til MUDP er en del af en større aftale mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Frie Grønne.
Forligsparterne har prioriteret grøn omstilling højt med den nye aftale om Forskningsreserven ved samlet at afsætte 2,1 milliarder kroner til grønne formål fra Forskningsreserven.