Substitution af problematiske kemikalier i tekstiler

Der kan søges tilskud til substitution af kemikalier, som er problematiske for miljø- og sundhed, i alle typer tekstiler.

Herunder ses eksempler på mulige projekter:

Substitution af problematiske kemikalier i farvning og efterbehandling af tekstiler
Der er fokus på udvikling, test og demonstration af teknologier til optimering af farveprocessen, samt prøvefarvning af nye tekstiltyper som f.eks. uld og viskose sådan at brugen af problematiske kemikalier minimeres, samt efterbehandling af tekstiler uden brug af problematiske kemikalier, som f.eks. krom og nikkel.

Der har længe været fokus på, at der er omfattende brug af skadelige kemikalier i tekstiler. Der har været et relativt stort fokus på produktionen af råmaterialer, hovedsageligt bomuld, men det er også vigtigt at farvning og efterbehandling foregår med mindst mulig brug af problematiske kemikalier.

Udvikling af overfladebehandling af tekstiler uden perfluorerede stoffer.
Der er fokus på udvikling, test og demonstration af ny eller forbedret teknologi til overfladebehandling af tekstiler, uden brug af perfluorerede stoffer.

Perfluorerede kemikalier kan bruges i membraner og imprægneringsmidler til udendørstekstiler pga. deres smuds- og vandafvisende egenskaber.

De perfluorerede stoffer er kendt for at være meget svært nedbrydelige og bioakkumulerbare. De mest kendte af stofferne er kræftfremkaldende og reproduktionsskadende og mistænkes tillige for at være hormonforstyrrende.

En igangværende undersøgelse, der gennemføres af Miljøstyrelsen i foråret 2013, viser interesse for innovation og udvikling af nye løsninger inden for overfladebehandling af tekstiler. Beklædningsvirksomheder har oplyst, at der findes fluorfrie produkter på markedet, men er usikre på, om de lever op til krav om funktionalitet og vaskbarhed.

Læs mere om Miljøstyrelsens resultater af kortlægning og strategier for stoffer på Listen over uønskede stoffer

Tilbage til opslag – Kemikalier

Tilbage til hovedopslag - Program for grøn teknologi 2013