Fremtidens renseanlæg og vandforsyning - indkaldelse af ansøgninger 2013

Miljøministeriets Program for Grøn Teknologi og VTU-Fonden indkaldte sammen ansøgninger til 2013 indenfor emnerne: Fremtidens renseanlæg og Fremtidens vandforsyningssystem.

Ansøgningsfristen var 11. april 2013 kl. 12.00. (Der er nu lukket for ansøgning)

Ansøgningsproceduren foregik elektronisk via Vandteknologifondens ansøgningssystem.


Generelt om ansøgninger til Program for Grøn Teknologi og VTU-Fonden

Hvad kan der søges støtte til?
Der kan søges tilskud til fuldskala udviklings- og demonstrationsprojekter i spildevands- og drikkevandssektoren. Projekterne skal reducere miljøbelastningen, øge ressourceeffektiviteten, styrke innovationskæden i vandsektoren samt efterspørgslen efter dansk teknologi.

Midlerne fra Program for Grøn Teknologi og VTU-Fonden udgør et tilskud og bidrager til dækning af risiko ved afprøvning af endnu ikke markedsafprøvet teknologi. Den del af projektet der ydes tilskud til, kan omfatte løsninger, der går udover hvad der kræves lovgivningsmæssigt nationalt og/eller efter EU-standarder.
Potentielle ansøgere med ideer til effektiv energianvendelse eller vedvarende energiproduktion og energioptimering gøres særligt opmærksom på Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), der har ansøgningsfrist den 6. marts 2013. Information om EUDP kan findes på www.ens.dk/eudp

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af private og offentlige virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, forvaltninger, leverandører, rådgivere, foreninger og offentlige forskningsinstitutioner.
Ved offentlige forskningsinstitutioner forstås universiteter, sektorforskningsinstitutioner og andre offentligt ejede forskningsinstitutioner. Herudover vil Centre for Videregående Uddannelse kunne deltage. Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter har status som virksomheder.
Såvel danske som udenlandske partnere kan deltage i projekterne. Dog skal bevillingsmodtagere være registreret med CVR-nummer i Danmark. Udenlandske forskningsinstitutioner og virksomheder kan deltage i et projekt som underleverandører.
Enkeltpersoner kan ikke søge.

Der kan ikke gives støtte til virksomheder i betalingsstandsning eller under konkursbehandling, eller virksomheder, der i øvrigt er lukningstruede.
Sekretariatet forudsætter, at ejerskabet til idéen (intellektuelle rettigheder) er afklaret partnerne imellem, før ansøgningen indsendes, og evt. patentindgivelse er afstemt.

Kriterier for at søge
Som udgangspunkt lægges der vægt på at fremme den gode idé som tager udgangspunkt i at reducere miljøbelastning, dække et forsyningsrelateret behov og følgelig understøtte et markedspotentiale ved at omsætte teknologi til værdiskabelse.
De væsentligste kriterier for at få støtte er, at projektet opfylder et eller flere af følgende kriterier:
• Nytænkning: Projektet er innovativt og der er tænkt i andre muligheder end de gængse løsninger. Den del af projektet som der ydes tilskud til kan omfatte løsninger, der går udover, hvad der kræves lovgivningsmæssigt nationalt og/eller efter EU-standarder.
• Generel nytteværdi: Projektet kan gøre væsentlig gavn indenfor vandsektoren generelt.
• Miljømæssigt potentiale: Projektet bidrager til bl.a. reduktion af miljøbelastning, ressourceeffektivitet og lukning af ressourcekredsløb, sikring af en høj drikkevandskvalitet eller øget spildevandskvalitet.
• Markedspotentiale: Understøttelse af eksport af vandteknologi. Der lægges i den forbindelse vægt på resultaternes potentiale for de deltagende virksomheders forretningsudvikling og den overordnede plan for projektresultaternes kommercialisering (exit strategi).
• Effektivitetspotentiale: Projektideer, der kan lede til mere effektiv produktion af drikkevand og rensning af spildevand gennem energibesparelser og -produktion eller anvendelse af ressourcer i spildevandet. Mindskelse af miljøpåvirkning i forbindelse med rense- og behandlingsteknologier og besparelse ved at undgå oprydning i fm. oversvømmelser har høj prioritet.
• Kvalitetspotentiale: Projektet leder til en øget, pålidelig drikkevands- eller spildevandskvalitetsforbedring. Her er ikke tale om selve ansøgningens kvalitet, men om den kvalitet projektet medfører.
• Samarbejde i højsædet: Projekter, som bygger bro mellem forsyninger, virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner og hvor projektet til sammen råder over de nødvendige kvalifikationer til at gennemføre et større udviklings- og demonstrationsprojekt. Der tilskyndes til, at en forsyning så vidt muligt indgår i projekterne.

Projektomfang og egenfinansiering
Der er afsat 15 mio. kr. til et demonstrationsprojekt indenfor Fremtidens renseanlæg og 10 mio. kr. til et demonstrationsprojekt indenfor Fremtidens vandforsyningssystem. Ansøger skal selv stille med en væsentlig egenfinansiering. Niveauet varierer afhængigt af deltagerkredsen. Egenfinansieringen bør typisk være på 50 % - 75 %. Læs mere om støtteprocenter i vejledningen.


Hvilke teknologier kan støttes?

Fremtidens renseanlæg.
Program for Grøn Teknologi og VTU-Fonden kan give tilskud til nye teknologier og systemløsninger i fuldskala demonstrationsprojekter. Indenfor Fremtidens renseanlæg kan der søges tilskud til teknologier til:

• Energi effektivisering
For eksempel:
- Optimering af styring og processer, der kan reducere energiforbruget til rensning
- Udnyttelse af energipotentialet i spildevand
- Behandling af spildevand: Muligheder for kombination af spildevand og andre affaldstyper (gylle, grønt affald) til at øge energipotentialet
- Effektivisere f.eks. ved optimering på beluftning og pumper

• Øget biogas produktion
For eksempel:
- Teknologier til øget biogasproduktion
- Optimering af processer i rådnetanke
- Energi flow fra renseanlæg til energisektoren
- Udnyttelse af kulstofkilder til bioraffinering

• Ressourcegenindvinding
For eksempel:
- Genindvinding af biotilgængeligt fosfor
- Genindvinding af kvælstof
- Genvinding af metaller (f.eks. sølv, selen)
- Udnyttelse af det termiske potentiale i spildevand (evt. renset) til varmegenvinding eller køling

For alle tre områder lægges der vægt på drivhusgas-neutralitet, udledning af spildevand af høj renhedsgrad til recipienten og projekter med god anlægs- og driftsøkonomi.


Fremtidens vandforsyningssystem .
Program for grøn teknologi og VTU-Fonden kan give tilskud til nye teknologier og systemløsninger i fuldskala demonstrationsprojekter. Indenfor Fremtidens vandforsyningssystem kan der søges tilskud til teknologier til:

• Energioptimering
For eksempel:
- Holistisk energioptimering i alle led fra ressource til forbruger

• Overvågning og driftsoptimering
For eksempel:
- Overvågning og styring af værker og på ledningsnet med online systemer til forebyggelse og kildesporing til øget drikkevandssikkerhed
- Avanceret vandbehandling, herunder blødgøring
- Hygiejne barrierer til øget drikkevandssikkerhed
- Ny indvindingsstrategi (central/decentral infrastruktur)

• Ressourcer
For eksempel:
- Bæredygtig vandindvinding i forhold til vandplaner
- Anvendelse af alternative vandkilder?
- Distribution: Reduktion af lækagetab og andet vandspild

Tilbage til beskrivelse af Program for Grøn teknologi

Gå til VTU-fondens hjemmeside