Alternativer til bisphenol A i termopapir i kasseboner, billetter mv.

Der kan søges tilskud til udvikling, test og demonstration af alternativer til bisphenol A i termopapir i kasseboner, billetter mv.

Bisphenol A er hormonforstyrrende og klassificeret som skadeligt for forplantningsevnen i kategori 2.

Funktion og udbredelse af kasseboner med bisphenol A
Bisphenol A bruges bl.a. til coating på termopapir, som ved varmepåvirkning fra et printhoved fremkalder skrift og kan bruges som f.eks. kasseboner. Stoffet indgår som én af mange ens monomerer, der er bundet sammen i en stabil matrix. Afgivelse af bisphenol A sker stort set kun ved frigivelse af ureagerede monomerer, der ikke er bundet i matrixen.

Miljøstyrelsens undersøgelse fra 2011 viser at ca. 90% af de anvendte kasseboner i Danmark er lavet af termopapir. Det anslås, på basis af generelle EU tal, at 70-80% af kassebonerne af termopapir indeholder bisphenol A.

Alternativer
Udover alternativer, der kan anvendes af det eksisterende termopapirbaserede udstyr, kan alternativer også omfatte boner, der ikke er af termopapir eller elektroniske boner sendt til kunden på mail eller sms eller andre kemiske, teknologiske eller materialemæssige løsninger.

Der er fokus på at yde tilskud til virksomheder, der nyudvikler alternativer til kasseboner med bisphenol A, der både er miljø og sundhedsmæssigt bedre og samtidigt er driftsøkonomisk på niveau med eksisterende løsninger.

Det kan være både i form af alternative stoffer i termopapir eller helt andre teknologiske løsninger. Det er nødvendigt at tilvejebringe dokumentation for, at alternativet ikke udgør en miljø- og sundhedsrisiko.

Se Miljøstyrelsens undersøgelse om bisphenol A i kasseboner.

Retur til kemikalier

Retur til hovedopslag