Vandeffektive hospitaler

Publiceret 22-11-2016

For første gang har tre danske hospitaler fået overblik over deres vandforbrug. Og der er millioner at hente i besparelser, hvis hospitalerne bliver bedre til at udnytte vandet.

Hospitalerne i Herlev, Hvidovre og på Rigshospitalet er med støtte fra MUDP og Region Hovedstaden gået sammen om at skabe overblik over vandforbruget. Og projekterne viser bl.a., at der er millioner at hente i besparelser, hvis hospitalerne bliver bedre til at udnytte vandet. Hospitalernes vand er blevet opdelt i grupper: Det vand, der kommer i kontakt med patienterne, og det der ikke gør. Pga. smittefare skal hospitaler være særligt opmærksomme på at bruge det såkaldte ”sekundavand”, som er vand, der har ringere kvalitet end drikkevand. Sekundavand bruges derfor ikke på områder, hvor der er direkte eller indirekte kontakt med patienter. Den nye kortlægning viser imidlertid, at 56 procent af vandet på eksempelvis Hvidovre Hospital kan erstattes med sekundavand – f.eks. ved at renset drænvand opsamlet fra udearealer bruges som afkøling af kedler eller til toiletskyl. Projekterne viser, at de tre hospitaler til sammen kan spare 10,8 millioner hvert eneste år og 248.000 m3 vand. Læs mere i rapporterne her:
1.Potentialer for vandbesparende teknologi og brug af sekundavand

2. Brugsvand på hospitaler – Sundhedsrisici og potentialer for ny teknologi

Link til pressemeddelse